En vaskeægte fattigrøvs bekendelser


De tre oplægsholdere fra venstre John Andersen, Mikkel Warming og Heidi Astrup.  


Fin debat på fattigdomsmøde – trods håndbold VM

Et forholdvis velbesøgt offentligt møde med oplæg af socialborgmester Mikkel Warming (Ø); sociolog og professor ved Roskilde Universitet John Andersen – og enlig mor og kontanthjælpsmodtager Heidi Astrup. Debatten kom vidt omkring bl.a. om, hvorfor regeringen ikke vil definere begrebet fattigdom. Hvordan vi får organiseret og mobiliseret »de fattige« og får bekæmpet uligheden.
Vi bringer hér hele Heidi Astrups indlæg på mødet.

En vaskeægte fattigrøvs bekendelser

Af Heidi Astrup

For et stykke tid siden, faldt jeg i et bog-udsalgs-katalog, over denne anmeldelse af en bog: Der stod – og jeg citerer: »Bettina Aller til Nordpolen. Kunne ligeså godt hedde "jeg gjorde det fandeme !", for det er en bog om at sejre trods alle odds. En prinsesse født med en guld-ske i munden, men som alligevel viser sig mere sej end de fleste.« citat slut. ... Den kan så lige få lov at svæve lidt.

Hvorfor er det så vigtigt for mig, bl.a. at stå her i dag ? Hvad er det jeg vil opnå ? Jeg vil med mine egne enkle ord – prøve at belyse overfor jer, hvad jeg oplever ved det, ikke at have til dagen og vejen – her i vores danske samfund.
Og selvom jeg nu står og fortæller om min konkrete oplevelse af det, så ved jeg, at der er så mange paralleller til andre enlige mødres oplevelser af det, at have så lidt at gøre godt med. SÅ LIDT AT GØRE GODT MED – egentligt meget beskrivende ord.

Jeg har mødt rigtigt mange enlige mødre på Frelsens hærs mor/barn-lejre og i min datters skole, hvor der er mange enlige forsørgere. Og jeg har set, at dét der går igen, er der er tale om mødre, som er bragt ud i en situation, som de ofte ikke selv er skyld i, og ikke kan løse ved egen hjælp. De har brug for hjælp fra samfundets side – brug for at få professionel hjælp – og på sigt vil de alle sammen gerne bidrage med noget konstruktivt til samfundet igen, når de kommer ovenpå. Det gør de bare ikke, for de får ikke den hjælp der skal til, kun lappeløsninger, som ikke fører til noget i længden, men fastholder dem i deres situation.

Jeg har set og hørt deres situationer og der er VIRKELIGT mange sager, som slet ikke kan tåle og se dagens lys, men hvor mødrene på den anden side slet ikke har kræfter til at stå frem, fordi det ville være ufatteligt grænseoverskridende. De tør ikke og de har ikke ressourcerne til det. Vi har ingen fagforening – intet sted at gå hen. Og de tiltag der findes, eks. mødrehjælpen, har alt for få midler til at hjælpe de, som står i de sværeste situationer. Så mødrehjælpen hjælper unge enlige mødre og voldsramte kvinder. Og resten – dem er der ikke hjælp til. Det er nok for komplekse og omsiggribende problemer vi står med, at ingen orker at lytte eller gøre noget ved det.
Vi er usynlige. Ikke så meget de unge enlige mødre, men alle os andre.

Og dét, der kendetegner de enlige mødre m.fl. er, at vores fundament er så usikkert – vi er på så gyngende grund, og vi kæmper for at klare os alligevel. Ikke ret mange forstår, hvor dybt det stikker, hvor omsiggribende det er, både økonomisk, psykisk, socialt, og pædagogisk set – og hvor ødelæggende det er – ikke bare for os, der er ramt, men for hele samfundet. I hvert fald efter min mening. Det kommer jeg tilbage til – til sidst.

Jeg er enlig mor på kontanthjælp. Og det har jeg været siden 2004. Dvs først var jeg på sygedagpenge – så længe jeg kunne det, og så røg jeg på kontanthjælp. Det er jeg dog ikke blevet rask af.
Jeg er ufaglært, læste HF med henblik på uddannelse, da jeg i 1991, kom ud for en alvorlig ulykke, som har trukket dybe spor i nu 17 år.

Nå, men, når jeg har betalt alle mine faste udgifter, er der et rådighedsbeløb på 604,35 kroner pr. måned til mad, tøj, varige forbrugsgoder, ferie, medicin, opnoteringer på boligventelister, fødselsdage mm. Det ved enhver, at det holder ligesom ikke.
Jeg har beregnet mig frem til det beløb så objektivt, som muligt. Det er lykkedes godt.

Der er flere personer, som jeg har fået eller får hjælp af i ny og næ – ellers gik det jo ikke. Det er alt fra legetøj og tøj, til kontante beløb mm., som muliggør ferie, udflugter og køb af nødvendige varige forbrugsgoder.
(Min datter fik på den måde en Nintendo med flere spil–  i julegave. Noget jeg ikke kunne have givet hende selv. Jeg er glad for, at min datter blev meget glad for den, og så alligevel ked af, at jeg IKKE kunne give hende den selv.)

Så får jeg jo også Børnefamilieydelse og børnetilskud. Men da rådighedsbeløbet om måneden er så lille, som det er, så bruges der af disse kvartalsydelser på forskud på en sådan måde, at når beløbet går ind på min LØN-konto, så er de ligeså hurtigt væk igen. For de er gået til mad og uforudsete udgifter. Således havde jeg små 5.000 kroner d. 20. Januar, og den 21. Januar havde jeg 501,60 kroner, som jeg gemmer til min datters fødselsdag i Marts, selvom det forslår som en skrædder i helvedet.
Hun ønsker sig en ny cykel. Ja, du kan da bare købe en brugt cykel – der er mange pæne brugte cykler. Ja, det er der, men jeg er træt af altid at skulle købe brugt eller billigst. Og jeg tror nok, jeg måske overskrider nogles grænser nu, men jeg vil sku ikke altid nøjes med det billigste. Hun skal have en ordentlig cykel, skal hun.

Så kan man jo søge om en enkeltydelse på det lokale socialcenter. Men søger jeg om cykel, skrivebord og den slags til min datter , så siger de bogstaveligt talt : »jamen det er jo det, du får børnefamilieydelse og børnetilskud til !« Jamen, de penge har jeg jo brugt til mad og uforudsete udgifter de sidste 3 måneder !!
Så det med, at søge om enkeltydelse, det har jeg meget dårlig erfaring med. Det er ikke socialcenteret jeg får hjælp af.

Et ordsprog strejfer mig indimellem, – når jeg reflekterer over tingenes tilstand – nemlig: Nød lærer nøgen kvinde at spinde. For jeg udsættes så tit for alle mulige absurditeter og ekstreme oplevelser, fordi man som fattig må tænke så meget og så kreativt over sin egen og sit barns situation, at man ikke kan undgå, at komme ud i sære og pinlige situationer.

Jeg mærker i den grad, at jeg lever i et Parallelsamfund, altså at jeg og min datter ikke er med på vognen, og på den måde ofte er tilskuer til livet og mange af dets goder. Det er som at være tilskuer til en fest – altså en forbrugsfest, at føle sig som et barn, der står og trykker næsen flad mod ruden til legetøjs-forretningen , og håber at man en dag kan få lov at købe dét, man ønsker sig allermest.
Jeg oplever gang på gang i meget bogstavelig forstand, at jeg er tilskuer til livet, at jeg er i en slags osteklokke. Det er nogle gange ubærligt, at blive udsat for, og derfor holder jeg mig også væk fra meget af det i vores samfund, hvor jeg bliver konfronteret med mine vilkår og mine forestillinger om de andres liv.

Jeg undgår derfor som oftest, at komme i Magasin og storcentre og vælger bevidst at fokusere på alt andet end forretningerne. Det kan være de mennesker jeg går forbi, en beplantning i den anden ende af centret eller lamperne i loftet, for på den måde at undgå, at se på fristelserne i butikkerne – og alt det jeg ikke kan få.

Jeg gør mig meget umage med, at min datter ikke til dagligt mærker det så meget, at vi har mindre end de fleste. Og det går så længe hun stadig er lille og i øvrigt stort set er ligeglad med hvad for noget tøj hun har på, men jeg frygter da, når presset stiger – at det skal være bestemte tøjmærker, mobiler og bærbare pc’ere, der står på ønskesedlen.

Jeg har alle antenner ude, for at opfange et muligt brænd- eller ophørsudsalg, eller kommer forbi en Brugs, som ikke har lukket ordentligt af, dér hvor de kasserede varer bliver smidt ud. Få fyldt en pose op og skynde mig væk – lidt flov, men så alligevel ikke, for jeg er nødt til at være ligeglad med, hvad andre tænker – det kommer i hvert fald i anden række.

Jeg får også nogle gange tøj til især min datter, ved at klunse lidt – typisk børnetøj og legetøj. Når jeg er nede med skraldespanden, så støder jeg ofte på sække med tøj, legetøj, som ofte intet fejler, er pænt, ja, tilmed med byttemærke på fra Illum!! På den måde, får vi nogle ting gratis. Det er på en måde også flovt, men….. men det er gratis – og det sparer mig for udgifter. Og jeg gider ikke hæfte mig ved, hvad andre tænker.

Sommetider, så flotter jeg mig sammen med familie og veninder, tager på Café og får en kop kaffe eller endda en CaféLatte, som koster mindst 25 kroner, selvom jeg ved, jeg bliver straffet i sidste ende, fordi der så er 25 kroner mindre til mad og diverse senere på måneden. Jeg observerede engang på en café, en børnefamilie: To voksne og to børn på henholdsvis 1 og 3 år, som lørdag formiddag sidder på en café og har bestilt brunch X 4. Og hvor hyggeligt og fedt, at familier gør det. Det er jo ikke fordi jeg ikke kan unde dem det. Jeg er ikke misundelig. Men hold da op, hvor jeg kigger stjålent på især de 2 små børns Brunch, der mere havner alle mulige andre steder, end i deres mund. For hold da op, hvor ville jeg gerne være i deres sko.

Jeg skal også altid planlægge alle udflugter og fornøjelser, jeg kan aldrig vælge, at gøre noget spontant , eksempelvis at gå i Cirkus, som jeg erfarer pludseligt er i byen. At tage på eksperimentarium, zoologisk museum eller Danmarks akvarium.
Eller tage i Zoologisk have – og i øvrigt spise sin madpakke på en bænk – ikke for hyggens skyld, men fordi der ikke er noget andet valg for os. Alle de caféer og restauranter der er i Zoologisk have, er alt for dyre, efter Zoologisk have udliciterede alle deres forretninger til ét og samme cateringfirma, som skruede gevaldigt op for priserne.
Nu kan det jo godt være hyggeligt at spise sin madpakke på en bænk i det fri – det kan vi nok blive enige om. Men noget af hyggen forsvinder altså, når det lige pisseregner den dag, vi er i Zoologiskhave. Så kan jeg godt love jer, at det er hyggeligere på en café, end på en bænk i det fri – eller inde hos aberne, hvor man i øvrigt heller ikke må spise sin madpakke.

Og når vi skal i biografen, så er der en helt fast procedure at følge. Billetterne bestilles, jeg køber sodavand og popselv-popkorn i Fakta, går hjem og popper dem, putter i poser, tager alt med, bortset fra isen. For biografbilletterne er dyre nok i sig selv. Og på vej ud, erfarer jeg, at de her plastikflasker, som man nu betaler pant for, dem ligger der lige fem af i skraldespanden, så jeg går lige tilbage og fisker dem op, alt imens folk glor, men jeg er nødt til at være ligeglad, for, – for de penge, kan jeg jo få en hel liter mælk.

Og jeg har faktisk lært meget ind til videre, af at være fattig. Hvad der betyder noget og hvad der ikke gør. At en ansigtscreme på tilbud til 25 kroner, er mindst ligeså god eller bedre, som den til flere hundrede kroner i Illum. På den måde, kan vi fattigrøve da i det mindste glæde os over, at vi ikke så nemt lader os snyde, som nogle andre, med flere penge på lommen, end os.

Jeg gennemgår indimellem mine faste udgifter, for at se, om der ikke er noget, der kunne spares væk, men det er der ikke, alt er i forvejen skåret ind til benet for længe siden.

Og udover alle de økonomiske spekulationer, som fylder enormt meget i en enlig mors liv, så er der jo også dét, at være udsat for janteloven – og hvordan
ser en fattig egentligt ud, hvordan bor vi, hvad for noget tøj har vi på, og hvordan fanden kan du komme ud og rejse, hvis du virkeligt er så fattig ?!!

Når jeg skal ud nogle steder, eller hvis jeg får gæster, så er jeg næsten hver gang nødt til, at tænke over, hvem der kommer og hvad jeg så skal tage på, hvad jeg skal gemme væk – ind i et skab (så gæsterne ikke undre sig over, hvordan fanden jeg har råd til det. Så jeg må fjerne de lidt mere værdifulde ting og finde det grimmeste tøj frem i dagens anledning. Og indimellem vælger jeg, at jeg bare ikke skal have gæster. For jeg orker ikke den der runde i hele hytten. Så sidder I nok og tænker: Gad vide hvad hun har stående derhjemme ? – men det er ikke fladskærms-tv, og hvad der nu ellers er oppe i tiden. Det er faktisk småting.
-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Afslutningsvis, så forstår Jeg ikke de regeringer, der har været, igennem rigtigt mange år. Og slet ikke den regering vi har nu.
Hvordan kan de tro, at det hjælper med pisk ? Kan de slet ikke fatte, at vi tager imod vores pisk og fortsætter på trods – og fordi vi er nødt til det – for vores børns skyld. Vi SKAL klare os – uanset de odds, vi er op imod. Det eneste der sker med VKO’s indgreb er, at vi bliver tappet yderligere for de få ressourcer vi har.

Om nogle år kommer der til at mangle hænder på arbejdsmarkedet. Og Vores børn er da også Danmarks fremtid
Jeg synes Danmark skal belønne dem, der får børn – ikke straffe dem. Politikerne (det er stadig især VKO, jeg hentyder til) de er nødt til at se væk fra, at nogle forældre er på kontanthjælp m.v., de skal tænke på børnenes tarv – børnene kan jo for fanden ikke gøre for at mor og/eller far er på kontanthjælp eller kommer ud i en situation, hvor de har hjælp-behov.
INGEN MØDRE HAR SOM BARN ØNSKET AT STÅ ALENE MED BØRN I EN ULØSELIG SITUATION OG UDENFOR ARBEJDSMARKED OG FÆLLESSKAB. Vi havde alle sammen forestillet os, at vi skulle finde en mand, blive gift, få børn, gå på arbejde og have villa, Volvo og vovse.
Hvor svært kan det være, at fatte det ?
Det koster selvfølgeligt noget, at hjælpe mennesker med hjælpbehov, men det må da koste mere, at lade være – for hvis folk fik kvalificeret hjælp, kunne de fortsat bidrage med noget til samfundet i hele resten af deres liv. Og hvis udviklingen fortsætter med at skabe a- og b-hold, så kunne jeg godt forestille mig endnu mere kriminalitet, end mere misbrug og armod, mere politi og flere fængsler i fremtiden.

Og så alligevel forstår jeg det nok. Hvad det er, VKO er ude på. Det passer dem glimrende, at vi falder igennem nettet. Lad falde hvad ikke kan stå. De praler med at vi er et velfærdssamfund og har et sikkerhedsnet, samtidigt med, at de klipper og klipper i det her net, så vi falder igennem og aldrig kommer op igen. De afvikler velfærden, - uden at en stor del af danskerne fatter, hvad der sker – før det er for sent, eller også holder de bare for hver en pris fast på sig og sit – uanset konsekvenserne for de mange, som ikke havde så godt et udgangspunkt, som dem selv.

Kan I huske ordene fra anmelderen til Bettina Allers bog, ellers får I dem lige igen: Bettina Aller til Nordpolen. Kunne ligeså godt hedde "Jeg gjorde det fandeme !”, for det er en bog om at sejre trods alle odds. En prinsesse født med en guldske i munden, men som alligevel viser sig mere sej end de fleste.”

Vi – de fattige – vælger ikke vores udfordringer selv, selvrealisering, det er der ikke noget der hedder, når vi småkeder os i vores villaer, med en fed øse i carporten. Vi kæmper for at overleve hver eneste dag . Jeg synes det er os, der er de sejeste.

BilagStørrelse
BE46D99AB7414CFCB7C54A1C69B47142.pdf1.25 MB
Emneord: