Fighters+Lovers når nu til højesteret

Tredje gang er frihedens gang


Sagen mod Fighters+Lovers når nu til højesteret. Retten er sat til d. 5. og 6. marts 2009. Det betyder en chance mere, den sidste af sin slags, for at vise at retten til solidaritet lever og ånder.

I 2007 viste en pure frifindelse i byretten at frihedskamp og solidaritet ikke er terrorisme. Men i 2008 viste 6 fængselsdomme i landsretten at det politiske klima for tiden ikke giver plads til at være uenig med den danske regering. Nu er det op til højesteret at vælge side. Kan solidariske t-shirts være terror?
Vi accepterer ikke landsrettens dom, og derfor gav det håb og kampgejst at så mange blandede sig i debatten i efteråret og var med til at vise at vi ikke bøjer nakken. Nu er vi fulde af forventning til at fortsætte debatten i Højesteret. Vigtige politiske beslutninger bør ikke træffes bag retslokalernes lukkede døre. Men er det her slaget skal stå, så tager vi både kampen dérinde og ude i virkeligheden!
Vi håber at gøre det sammen med alle jer, der heller ikke mener staten skal indskrænke vores frihedsrettigheder, og som ikke vil hjælpe krigeriske regimer med at besvare legitime protester med bomber og terrorstempling. Hjælp os med at erklære denne mørke periode for et overstået kapitel. Fighters+Lovers er fit for fight og klar til at udråbe en ny tidsalder i dialogens og frihedens navn. Vi håber at den store opbakning der gav os vind i sejlene ved de første to retssager, vil blæse igen.
Hvis I har lyst, er der mange måder at bakke op på:

• Skriv et debatindlæg
• Giv et økonomisk bidrag så vi har økonomi til de sjove markeringer ved siden af retssagen (reg: 6737 konto: 1057257)
• Underskriv og udbred underskriftsindsamlingen: http://www.petitiononline.com/SOLIDARI/petition.html
• Duk op ved retten d. 5-6. marts: Prins Jørgens Gård 13, 1218 København K
• Eller hjælp med som aktivist til fester, happenings eller i planlægningen.
Send en mail til:
[email protected]

- og følg med i kommende events og produkter på:
www.fightersandlovers.org

Send gerne vores hilsen videre til andre.

Vi ses!
Fighters+Lovers

Emneord: