[Opdateret] Faglig kamp og blokade i Trekronergade 5-11/Bryggerivej 2-6


Bygge- jord og miljøarbejdernes fagforenings konflikt mod virksomheden Tomis, der bruger underbetalt polsk arbejdskraft og ikke ønsker at indgå overenskomst, går nu ind i en ny fase.

Sympatikonflikt
Nu er arbejdspladsen omfattet af sympatikonflikt, der betyder, at leverandører og underentreprenører ikke kan udføre arbejde, eller levere materialer til byggeriet.
Normalt går byggeriet i stå, når 2. sympatikonfliktvarsel træder i kraft og dette varsel trådte i kraft 29. august.

Problemet kan løses
Tilbuddet om indgåelse af overenskomst mellem virksomheden Tomis og fagforeningen står stadig åben, som det har gjort under hele forløbet.
Indgåelse af en overenskomst, betyder at arbejdet på ejendommen vil blive udført på danske vilkår og efter danske regler.
I dag er det polsk løn og ansættelsesvilkår som er gældende på arbejdspladsen.

Støt blokaden
Arbejdspladsen blokeres fra klokken 5:00 om morgenen - du kan støtte kampen for overenskomstmæssige vilkår, ved at deltage i blokaden.

Bygge- jord og miljøarbejdernes fagforening
Trekronergade 26
2500 Valby

Overenskomst i hus i Trekronergade

Polske arbejdere skal arbejde på danske vilkår. Blokade er slut. Polske arbejdere tilbydes integrationskursus.



(23.09.09) Efter to dages forhandlinger har bygherren Trekroner Penthouses Aps og den polske underentreprenør Tomis Construction Enterprise onsdag den 23. september tegnet overenskomster med byggefagenes fagforeninger.

De polske arbejdere kan dermed arbejde på danske overenskomstvilkår - og får mulighed deltage i et integrationskursus arrangeret af dansk fagbevægelse.

Overenskomsten kom i hus efter to dages forhandlinger mellem bygherrerne Thomas Hübschman og Magnus Gardarsson og 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening samt Byggefagenes Sammenslutning. Mægler i forhandlingerne har været arbejdsgiverorganisationen Dansk Byggeri.

Det polske firma Tomis har tiltrådt 3F's overenskomst for byggefagsområdet, mens Trekroner Penthouses Aps har underskrevet Træ-Industri-Bygs overenskomst.

– Vi har fået de aftaler, som vi er gået efter. Aftalerne indeholder alle punkter, vi har krævet fra a til z, siger Jesper Weihe, formand for byggegruppen i BJMF til bygsam.dk.

– Vi har også en aftale om, at vi så hurtigt som muligt mødes med de polske arbejdere, hvor vi kan fortælle, hvad overenskomsten indebærer.

Ud over overenskomsterne er parterne også blevet enige om, at de polske ansatte skal deltage i et integrationskursus.

– Jeg er også glad for at Tomis har sagt ja til at mødes med et integrationskursus, som lige nu kører i Malernes Fagforening, så den mulighed tilbydes de polske arbejdere, siger Jesper Weihe.

Sammenhold - også med danske arbejdsgivere
Aftalen mellem fagforeninger og bygherrer er først kommet i stand efter en lovlig faglig konflikt ved byggeriet i Trekronergade.

3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening etablerede i august blokade mod byggearbejdet på tagetagen i Trekronergade 5-11. Blokaden blev den 31. august udvidet med en vareblokade, så ingen organiserede danske virksomheder kunne levere materialer til byggeriet.

– Overenskomsten er en sejr for sammenholdet og kampviljen blandt alle byggefagforeningerne – med solid støtte fra den øvrige fagbevægelse, siger Anders Olesen, formand for Byggefagenes Samvirke, til bygsam.dk.

– Ikke mindst arbejdsløse aktivister og medlemmer af 3F BJMF har givet den en skalle som blokadevagter foran Trekronergade. Ordentlige arbejdsvilkår for de ansatte i Trekronergade er ikke mindst deres fortjeneste, siger Anders Olesen.

– Mæglingen fra arbejdsgiverne i Dansk Byggeri har også været uvurderligt, siger han.

– Det har været en usædvanlig alliance for os - men det lover godt for et fremtidigt samarbejde om at sikre lige vilkår på byggemarkedet efter den danske model, siger Anders Olesen. (Ole Wugge Christiansen)