Hvad skal en jordskredssejr for Enhedslisten bruges til ved kommunalvalget? (Tidligere bragt i Kritisk Debat)

Af: John Andersen
John Andersen er kandidat for EL til kommunalvalget i november 2013 i København.

Til 1. Maj på Karens Minde i Sydhavnen, København snakkede jeg med en kvinde på 57. Hun var lige blevet fyret efter 26 års ansættelse som rengøringsassistent. Rengøringen på alle kulturhusene i København under Venstres borgmester Pia Allerslev havde været i udbud, og de tidligere ansatte var blevet fyret. Hun sagde: jeg har altid været socialdemokrat, men til kommunalvalget stemmer jeg på Enhedslisten og tilføjede, men I får fandeme ikke min stemme til folketingsvalget: I vil jo afskaffe kongehuset ...

Jeg forsikrede hende om at kongehusets afskaffelse jo heller ikke var noget, kommunerne kunne blande sig i og glædede mig over at folk er til at flytte.

To uger forinden havde jeg været til møde med S, SF og Enhedslisten og den Københavnske fagbevægelse om fælles krav til kommunalvalget i efteråret. Dette er en særlig Københavnsk tradition med den tidligere SID formand Hardy Hansen og tidligere VS borgmester Villo Sigurdsson siddende for bordenden. Her blev det blandt andet diskuteret, om der var basis for en kommunalpolitisk Skævt 2 kampagne. Mange fagforeningsfolk nævnte, at den fælles kampagne mod det skæve Danmark og VKO til sidste folketingsvalg havde givet god mobilisering og praktisk samarbejde om kampagnen mellem fagforeninger og lokale partiforeninger. Kunne det gentages til kommunalvalget?

En af diskussionerne gik på, om der kunne skabes enighed om en "fra outsourcing til insourcing" målsætning, dvs. at partierne skulle forpligtige sig på et kritisk serviceeftersyn efter mange års udlicitering og en konkret strategi for at få udliciterede opgaver trukket tilbage i kommunerne eller flyttet til non-profit-virksomheder. Kunne fagbevægelsen, progressive NGO-ere og de 3 partier lægge en fælles strategi?

Svarene fra S og SF var lidt nølende, og mødet endte uden en klar konklusion. Der var dog enighed om at stramme op på kædeansvar og sociale klausuler for de mange private entreprenører, der arbejder for kommunale skattekroner, men for eksempel ikke ansætter lærlinge trods klare målsætninger herom. Her har Metrobyggeriet i København blandt andet været i søgelyset, da det kom frem at der kun var ansat 2 lærlinge her.

Udfordringer for Enhedslisten og venstrefløjen
Alle prognoser peger på, at Enhedslisten til efteråret får sit kommunalpolitiske gennembrud. I mange kommuner vil der for første gang komme en Enhedslistegruppe, der kan fungere som vagthund og talerør for folkelige bevægelser, som mobiliserer for den fælles velfærd, miljøet og gennemsigtighed i den offentlige forvaltning (jfr. den seneste mobilisering mod offentlighedsloven). Mange steder vil S og SF og R være nødt til at forhandle med et styrket EL, hvis der skal indgås en konstitueringsaftale.

Nogle steder vil vi måske se, at Socialdemokrater og SF'ere går til valg på, at de er kritiske over for deres partitop. I København var den unge socialdemokratiske borgmester Anne Vang for eksempel hurtigt ude med at lægge afstand til forliget med Venstre om skattereformen.

I København står Enhedslisten til at få op til 25-30 procent af stemmerne – altså på niveau med Socialdemokratiet! I den københavnske undergrund bliver enhedslisten allerede kaldt de nye socialdemokrater. Enkelte steder rundt i landet vil vi sikkert også se opstilling fra fx Social Balance, der er en af de grupper af tidligere lærere, SF'ere og Socialdemokrater, som overvejer en ny partidannelse. Kommunalvalget bliver derfor også en spændende temperaturtagning på hvordan det politiske landskab ser ud oven på den markante frustrationen blandt (tidligere) S og SF vælgerne efter regeringsskiftet.

For EL vil kommunalvalget derfor efter alt at dømme betyde en markant politisk og organisatorisk konsolidering som landsdækkende parti. I mange byer vil dette for alvor kunne skubbe til den omstrukturering af venstrefløjen og fagbevægelsen, som er i gang i disse år. Den lokale fagbevægelse, miljøorganisationer og de almene nyttige boligselskaber vil for eksempel i langt højere grad end hidtil naturligt henvende sig til Enhedslisten for at diskutere fælles anliggender og krav til kommunen.

Man kan derfor håbe på, at den markante frustration i SF's og Socialdemokratiets bagland i forhold til regeringsprojektet i et vist omfang kan blive samlet op lokalt. Politisk burde der i en del kommuner være gode muligheder for at udvikle bredere velfærdskoalitioner, og en kapacitetsopbygning, der forhåbentlig også hen ad vejen kunne finde et samlet udtryk nationalt ved at kræve opgør med Corydons nedskæringspolitik og jerngreb om den kommunale økonomi.

Fremgangen skal også bruges til sætte skarpt fokus på Kommunernes Landsforenings dybt kompromitterende rolle (senest ved lærerkonflikten).

Her har KL fungeret som finansministeriets og statens forlængede arm fremfor som kommunernes interesseorganisation. Her er opgaven selvfølgelig at kritisere den dominerende borgerlige økonomiske diskurs om at skatter og offentlige udgifter ikke må stige, fordi det vil svække konkurrenceevne, kreditværdigheden hos den internationale finanskapital osv.

Der burde være mulighed for en historisk bred mobilisering for et opgør med det kommunaløkonomiske jerngreb, fordi det også er en markant underminering af ellers højt lovpriste kommunale selvstyre.

Der er jo netop ikke lokal frihed til at vælge at prioritere det fælles bedste fremfor det individuelle forbrug. Hvis kommunerne hæver skatten for at finansiere bedre velfærd og miljø udløser det kæmpe "dummebøder".

VK regeringen indførte i 2011 sanktioner over for kommuner, der ikke overholder de økonomiske rammer. Hvis kommunerne bruger flere penge end rammen tillader bliver bloktilskuddet året efter nedsat med det beløb, der er brugt for meget. 40 pct. bliver fordelt på alle kommuner. De sidste 60 pct. fordeles mellem de kommuner, der har overskredet rammen.

Med budgetloven, der blev vedtaget sidste år, blev disse sanktioner gjort til lov. Og som noget nyt bliver kommunerne automatisk straffet, hvis de ikke overholder rammen. Denne jerngrebsmodel, som blandt andet begrundes med henvisning til EU's finanspagt, er en tikkende bombe under den lokale velfærdsstat, som skal bringes til udløsning.

I sammenhæng med opgøret med det kommunaløkonomiske jerngreb handler det om oprydning og opgør med det styringspolitiske jerngreb i form af New Public Management regimet (ref. til tidligere artikler i Kritisk Debat).

Trods retorisk kritik fra blandt andre de Radikale om tillidsreform, afbureaukratisering, regelforenkling og så videre er der siden regeringsskiftet stort set ikke kommet andet end mere varm luft fra Christiansborg på dette punkt, selv om man skulle mene, at der her havde været nogle nemme point at hente hjem for SSFR regeringen.

Helt konkret handler oprydningsarbejdet efter NMP regimet for eksempel om:

- Dokumentation af at en stigende andel af offentlige udgifter bruges til private firmaer, der hverken leverer bedre eller billige kvalitet

- Oprydning i bonuslønordninger, fratrædelsesprivilegier og ugennemsigtighed omkring topledes løn og ansættelsesforhold

- Ny politik for ledelsesprofiler: hvem er skal have ledelsesansvar - populært sagt "af DFØF-isering"

Lad os tage et eksempel: Det koster det ikke noget, men frigør tværtimod ressourcer til de varme hænder at afskaffe hjemmehjælpernes stregkoder. Her er der blevet opbygge et system, hvor hjemmehjælperne skal registrere i detaljen, hvad tiden bruges til. Dette tager i sig selv tid fra hjemmehjælpernes pleje og omsorgstid. Tit fungerer maskineriet heller ikke.

I den kommunale forvaltning skal alt dette så samles og kontrolleres, hvilket tager tid for mellemlederlaget. Samtidig skal det voksende "DJØF fedtlag" – et udtryk jeg har fra EL's kommunalpolitiske rødder – orkestrere hele denne øvelse, hvilket heller ikke er helt gratis. En gang imellem skal der også laves eksterne evalueringer af hele øvelsen af private konsulentfirmaer. Staten kræver nemlig også data og rapporter om, hvorfor der ikke er en større andel af hjemmehjælpen, som er kommet i udbud. Disse evalueringer skal i øvrigt i udbud, hvilket også kræver kommunale jurister, der kender de komplicerede regelsæt her og kan orkestrere hele processen.

Hele dette regime skal transformeres fra top til bund og opgaven er, at udvikle et samlet alternativ for en demokratisk og socialt innovativ offentlig sektor, der gør op med NMP epoken.